|
Hvordan kan det være at nogle kvinder møder mænd der er voldelige og andre ikke?
Vi er nogle kvinder, der er vokset op i det man kalder en dysfunktionel familie og hvad betyder det så?
At vokse op i en dysfunktionel familie betyder at det er en familie, hvor medlemmerne udfylder nogle roller, som er stive. Det er en familie, hvor medlemmerne ikke frit kan give udtryk for sine følelser, behov og ønsker. Kommunikationen bliver styret og ofte med hård hånd så den passer til den enkelte, passser ind i familien, ind i vores familie.
Når vi ikke frit kan tale om de ting, der berører os, bremses vi i vores udvikling og vi lærer at nære mistro overfor egne følelser. Dette er en alvorlig udvikling / spiral at komme ind i, for hvornår skal vi så kunne stole på egne følelser, hvis vi hele tiden bliver korrigeret af andre i familien.
Når familien fornægter os i at være tro mod os selv, tro mod det vi mærker er vores virkelighed, begynder vi også selv at fornægte vores selvfølelse.
Jeg synes, at tumlingen (dukken) er et meget godt billede på, hvordan det kan føles, når ens egne følelser bliver undermineret og vi bliver påduttet at have andre følelser end dem, vi selv har. Dukken kan skubbes til den ene og den anden side og så kan den også snurre rundt. Det kræver ikke megen fantasi at forstille sig, hvordan det må føles at være den.
Det er et fundamenttalt problem ikke at kunne stole på egne følelser, og vi bliver ude af stand til at have en sund vurdering af, hvad der er godt for os og hvad der er skadeligt for os, vi bliver rigtig dårlige til at skelne. Derimod bliver vi mestrer i at tilpasse os andre personers behov og meninger.
Når vi udsættes i livet for situationer, som andre normalt ville undgå, fordi de kan være truende og ubehagelige, har vi problemer med at mærke faresignalerne, fordi vi ikke stoler på egne følelser og det kan gå hen og blive fatalt. Tværtimod, så tiltrækkes vi af det faretruende, udfordrende og dramatiske som andre vil gå i en stor bue udenom. Vi tiltrækkes af et mønster, som vi ikke er klar over, vi genspiller fra vores opvækst endnu en gang og her med vores partner.
Vores indre balance i forhold til grænser er ødelagt. Vi er usikre på os selv og vi er lette ofre for mænd, der ikke vil os det godt. Mænd som vi vil gøre os umage for at gøre tilfredse. Vi vil strække os langt for ham, uanset hvordan han behandler os, så tror vi dybt nede i os selv, at jo mere vi tilpasser os hans ønsker og behov, så skal det nok blive bedre. Vi har fornægtet det skete og ubevidst påtaget os skylden.
Hvis vi ikke har nogen forankring i os selv, så har vi ikke noget, ingen platform, så har vi kun de andres mening at forholde os til og så har vi intet.
En kvinde der er vokset op med en sundere baggrund, hvor kampe og lidelser ikke er så velkendte, vil snarere undgå end efterstræbe at være sammen med en mand, der får hende til at føle sig ubehagelig til mode, vred, såret og jaloux eller på anden måde ude af balance.
Vi kan ikke lave om på vores opvækst eller, hvad der er sket, men vi kan forholde os til den. Vi kan begynde at tage ansvar for os selv og blive bevidste om, hvem vi er, så vi bliver stærke. Vi vil opdage nye sider i os selv og indimellem kan det ikke undgås, at det vil gøre ondt. Ingen er pletfri, vi har også sider i os, som vi ikke er så stolte af, men at komme til den erkendelse vil kun give os styrke og mod til at komme videre i vores liv.
Rigtig mange af os kommer fra en dysfunktionel familie - vi er ikke alene.
| 
