|
For at komme videre er du nødt til at tage visse skridt i den rigtige retning. Det kan være en meget svær barriere at komme over. Den forudgående frygt kan være uoverskuelig. Jeg er sikker på, at når du føler dig parat og først har taget beslutningen, er du villig til at tage de vigtige skridt, som er nødvendige for at hjælpe dig selv. Du vil finde ud af, at du snart vil få det bedre og det vil give dig lyst til at fortsætte.
Start med at søge hjælp!
· det kan være, at du læser en artikel, låner el. køber en relevant bog el. ser en film, som kan være en øjenåbner
· at du opsøger en selvhjælpsgruppe, hvor du kan møde andre ligestillede
· at du henvender dig til et krisecenter
· at du ringer til en livlinie og får lidt rådgivning der
· at du kontakter politiet
· at du henvender dig til en terapeut
Det vigtigste er, at du gør noget!
Du må være ærlig overfor dig selv, dette er alvorligt og det bliver ikke bedre, kun værre, søger du ikke hjælp.
Hvis du vælger at kontakte en terapeut, vil jeg anbefale, du opsøger en kvinde. Dette fordi vi kvinder har en fælles fornemmelse af, hvad det vil sige at være kvinde i vores samfund. Derved undgås også mand / kvinde spillet, som kan opstå. Det er også at anbefale, at terapeuten har kendskab til partnervold.
Hvorfor er det nødvendigt at søge hjælp?
Det er nødvendigt, fordi du måske allerede selv har forsøgt at komme ud af dit forhold, men det er ikke lykkedes.
Måske du ikke er klar over, hvor alvorligt det er, du er måske allerede indtrådt i fornægtelsens verden i din følelse af afmagt.
At være i et voldeligt forhold nedbryder dit selvværd, din identitet og dit helbred. At fortsætte dine mønstre uden af forstå, hvad det er for mekanismer, der styrer dig er i længden en langt større smerte og pris du betaler og livets ur tikker.
Selvforståelse giver frihed til at vælge og den vil vokse i takt med forståelsen.
Du må se i øjnene, at du ikke kan klare det selv.
|